I Frederikssund Kommune har vi idrætsforeninger, der skaber fantastiske idrætsudøvere. Det skal vi være glade for – alle sammen. Det er absolut positivt, at mange foreninger er gode til at finde de talenter, der med en målrettet indsats kan blive nogle af landets bedste.

Idrætsforeningernes samfundsgavnlige potentiale kan ikke overvurderes. Foreningerne lærer børn og unge at arbejde for successen, at kæmpe sammen, at bruge hinandens styrker og dække hinandens svagheder. Vores børn lærer jubel og en succes, faren ved at hvile på laurbærene og ikke mindst at tabe og rejse sig igen… og selvfølgelig glæden ved fællesskabet.

Når børn og unge opnår resultater i deres sport, giver de deres klassekammerater lyst til at være med. Så får vi flere aktive børn og unge, og det kan vi alle være glade for. Eliten er med til at skabe den breddeidræt, der giver flere glade og sunde børn.

Breden er også med til at skabe elite. Den åbenlyse årsag er, at jo flere der dyrker en sportgren, desto flere talenter kan vi finde. Men stort set alle forbund har også indset, at det er noget nær umuligt at udpege den nye Kasper Schmeichel eller René Toft Hansen i en alder af 9 eller 10 år. Det er ikke uset, at U16- og U18-landshold har drenge og piger, som spillede på 2. og 3. hold eller var nybegyndere, da de var 11 år gamle. Hvis en tidlig talentudvikling tager ressourcer fra bredden, så går det i sidste ende ud over… eliten.

Selv Team Danmark, som ellers kun har de bedste for øje, siger, at frem til puberteten bør klub (eller forbund) ikke foretage nogen aktiv selektion. Man må gerne niveaudele i træningen og lave stationer, der tager udgangspunkt i det færdighedsniveau børnene har, men udvælgelse, der giver nogle få udvalgte langt bedre udviklingsmuligheder, er et problem for både elite og bredde.

Vi kan ikke forsvare, at en øget fokus på talentudvikling lader bredden i stikken. Vi kan ikke være bekendt, hvis en stor del af de børn, der gerne vil dyrke en sjov sport, skal se størstedelen af trænerressourcerne og særlige udviklingstilbud udelukkende går til nogle få udvalgte.

Radikale Venstre mener, at vi som forældre og som kommune skal vi turde kræve af foreningerne, at alle er fuldgyldige medlemmer af klubberne. Når eliteholdet får ekstra målrettet talenttræning med de bedste trænere og flere stævner hvert år, så skal vi spørge klubben, hvad vi giver bredden istedet?

Når Frederikssund Kommune bruger millioner og atter millioner på idrætsfaciliteter som stilles til rådighed for foreningerne, så skal vi også turde kræve, at borgerne ikke sorteres og får en vidt forskellig behandling, når de vil benytte de faciliteter.

Et fællestræk for en lang række foreninger er, at de mangler frivillige hænder, og det er en del af forklaringen på, at der ofte mangler ressourcer til ekstra begyndertræning, når eliteholdet skal have mulighed for at blive endnu bedre. Men vi har også foreninger som løser opgaven på forbilledlig vis. Vi skal som kommune optimere mulighederne for at foreningerne lærer af hinanden. Der er ingen grund til at indrætsforeningerne hver for sig skal opfinde den dybe tallerken, når en effektiv idrætsorganistion skal opbygges. Vi skal kræve, at foreningerne deltager i vidensdelingen, så vi har både spørgsmål og svar ved samme bord.